Bær

Gennem de sidste mange år er der - hos GASA NORD GRØNT - sket store ændringer på bær-området.

Hvis vi ser 10 år tilbage, så kunne vi blot tilbyde danske jordbær i en begrænset sæson på ca. 10 uger. Andre bær kom kun i sortiment, hvis vejrforholdene var til det, og vi f.eks. havde en relativt tør sæson.

GASA NORD GRØNT er fulgt med tiden og har spejlet sin udvikling i den udenlandske bærproduktion. Og netop derfor kan vi i 2018 tilbyde en bred vifte af danske bær. Sortimentet i 2018 tæller; jordbær, hindbær, blåbær, brombær, stikkelsbær, ribs og solbær.

Alle bær er håndplukkede og sælges friske til detailhandlen og catering kunder.

I dag er jordbærrenes korte og hektiske sæson på 5-6 uger skiftet ud med en sæson, der strækker sig over 30 uger - med start midt april og slut midt november. Denne positive udvikling er sket på grund af nye dyrkningsmetoder. I dag bruger vi tunnelsystemer på friland kombineret med dyrkning i væksthuse samt et miks af forskellige bærsorter med varierende modningstidspunkter.

Siden 2008 er størstedelen af bærproduktionen blevet udvidet, og næsten al dyrkning foregår nu i store tunnel-overdækninger, hvor blåbær er det eneste bær, som stadigvæk dyrkes på friland. Tunnellerne opvarmes af solen og planterne beskyttes mod regn og blæst. Dette får planterne til at udvikle store, velsmagende bær af en højere kvalitet, end hvad der er muligt på friland. Tunnellerne giver mulighed for en længere sæson, så jordbær nu kan tilbydes med samme sorter af velsmagende remonterende jordbær med god holdbarhed i en længere periode. Dertil hører, at det beskyttede klima i tunnellerne giver stor leveringssikkerhed, så der selv i regnfulde perioder kan blive leveret dagfriske bær til GASA NORD GRØNT's kunder.

En god smagsoplevelse er altafgørende for forbrugerne. Vores avlere udvælger omhyggeligt de jordbærsorter, der passer bedst til det danske klima, og som netop under danske vejrforhold udvikler den karakteristiske jordbærsmag med sødme og fylde.

Der er udvalgt de sorter, som har de bedste egenskaber, som modne spisebær. Efter plukning bliver bærrene nedkølet og pakket. På denne måde kan man sikre, at kvaliteten er i orden fra start til slut. Alle bær håndplukkes modne, og blot ved at skylle bærrene i koldt vand er de klar til at spise - lige som de er.

Hos GASA NORD GRØNT håber vi, at det bliver en god sommer, så de danske forbrugere har mulighed for at købe de gode, velsmagende danske bær.

VI ANVENDER COOKIES

Denne hjemmeside anvender cookies til måling af trafik, optimering af indhold og forbedring af brugeroplevelsen.
Hvis du klikker luk knappen accepterer du vores brug af cookies.