A&S Hansen
Ved Bogense på Nordfyn ligger A&S Hansen, der producerer blomkål og porrer. Gartneriet er en familievirksomhed og drives af de to brødre Anders og Steen Hansen.
Det milde kystnære klima på Nordfyn betyder, at markerne tidligere end andre steder i landet kan tilplantes med små spæde blomkålsplanter, der dog i den første periode, hvor der fortsat er risiko for nattefrost tildækkes med fiberdug.
Også for porrerne har det milde klima betydning. De fleste porrer høstes, inden frosten for alvor sætter ind og opbevares på kølelagre, hvorfra de afsættes vinteren igennem. Hos A&S Hansen har man imidlertid udvalgt marker med en særlig beskyttet beliggenhed. Her overvintrer porrerne i marken og får den sidste tilvækst i foråret, inden de høstes og sælges i butikkerne. Herved forlænges den danske porresæson med flere måneder.